Du er her: Forside / Støvleguide

Fod på fodtøjet?

Støvleguide

 

26 knogler, 33 led, 214 ledbånd samt 38 muskler og sener er, hvad din fod består af. For at hele dette komplicerede værk skal kunne holde til en lang arbejdsdag på fødderne, er det vigtigt, at du finder det rette fodtøj til netop dine fødder.

Dine fødder bliver dagligt udsat for et stort pres – et pres, der bliver markant større, når du bevæger dig især i udfordrende terræn. Derfor er det vigtigt, at du får købt den rette støvle, som ikke bare passer dig, men også omgivelserne. Støvlekøbet er et meget individuelt køb og der er en række områder du skal være opmærksom på, inden du vælger dit næste par arbejdsstøvler.

Pasform

Støvlens pasform og størrelse er alfa og omega, når du skal bruge dem meget. Derfor skal du inden købet bruge god tid på at mærke, hvordan din fod har det i støvlen. Den skal sidde tæt til, dels for at give den bedst mulige støtte, og dels fordi materialet med tiden vil give sig – specielt i bredden. Kan foden rotere, vil du miste en del af din balance og dermed også følelsen med underlaget.

Tæerne skal kunne bevæge sig lidt op og ned, men ikke til siderne, og tåspidserne må ikke røre ved støvlesnuden, for det giver risiko for blå negle.

Hælen skal sidde fast i støvlen, og den må ikke kunne løfte sig fra sålen, når du går. Kan den det, vil risikoen for vabler og gnavsår blive betydeligt større. For mange virker tommelfingerreglen om, at når du er trådt helt frem i støvlen, skal du kunne klemme en finger ned bag hælen. På den måde sikrer du, at der er luft foran tæerne, hvilket særligt er vigtigt, når du bevæger dig nedad, og tæerne naturligt vil arbejde sig længere frem. Er støvlen for kort, vil tæerne støde på. Mange støvler har en såkaldt hælkappe, som er et forstærket parti af materiale, som sikrer støtte og beskyttelse til hælen og akillessenen.

 

Materialer

Der findes flere slags materialer at vælge imellem, men generelt kan støvler deles op i støvler af kernelæder, nubuck- og ruskindsstøvler, syntetiske støvler eller en kombination ofte med en membran i inderstøvlen. Overordnet gælder det, at du med en læderstøvle vil få høj slidstyrke og lang levetid, mens en syntetisk støvle vil give stor åndbarhed, lavere vægt og koste mindre.

Kernelæder kan genkendes ved, at det er stift og har en blank, glat overflade. Det er et forholdsvist tungt materiale. Fordelen ved kernelæder er, at cellestrukturen er meget tæt, så læderet er af bedste kvalitet og har en utrolig stor slidstyrke. Den lukkede overflade gør desuden, at støvlen er vandtæt og let at holde ren. Ulempen er, at læderet ånder dårligt og er længe om at tørre..

Ruskind og nubuck har en mere ru overflade – ruskind meget ru, mens nubuck er behandlet ruskind, der altså ikke er helt så ru. Begge dele er blødere materialer end kernelæder og på den måde mere behagelige at gå med, men giver samtidig mindre støtte. Åndbarheden er betydeligt højere end ved et par kernelæderstøvler, idet cellestrukturen er mindre tæt, og materialet bruges tit til lette støvler, der skal bruges i varme områder. Ulempen ved ruskind og nubuck er, at det er besværligt at vedligeholde og heller ikke er nær så slidstærkt som kernelæder – det er dog stadig mere slidstærkt end for eksempel nylon.

Syntetiske støvler ånder godt og er samtidig en del lettere end læderstøvler. Nylon og lignende syntetiske stoffer har imidlertid en meget lav slidstyrke, og du vil derfor stort set altid finde kunststofstøvler med ruskinds- eller nubuckforstærkninger på de mest udsatte områder. Jo mere syntetiske støvler, jo lettere og mere åndbare er de, og desto mindre slidstyrke og støtte giver de.

Membraner er også et punkt under materialer. Pointen med en indre membran er, at den skal sikre, at vandet ikke kan komme ind i støvlen, men samtidig også at fodens fugt kan passere ud. Det er tvivlsomt, hvor stor denne effekt er, men det er i alle tilfælde smart at overveje støvler med membran, hvis du skal arbejde hvor der er risiko for fugtige fødder der gerne er en hurtig genvej til imponerende vabler.

 

Såler & skafter

Valget af støvler afhænger i høj grad af støvlernes såler og skafter. Sålerne kan deles op i mange forskellige lag, men kort sagt er der tale om en ydersål og en mellemsål. Herimellem findes flere lag, som kan være hårde eller bløde stødabsorberende lag. For at vurdere mellemsålens stødabsorbering kan du trykke med fingrene og mærke, om den føles hård. Sålen skal kunne trykkes lidt sammen, men skal yde markant modstand.
Som ydersål eller slidsål bruges oftest et skridsikkert materiale. Derfor bør du prøve sålen på et gulv, hvor du kan mærke, om gummiet ’bider’ sig fast.

Indlægssåler fås i mange forskellige varianter og kan være en god måde at forbedre dine støvler på. De bliver tilpasset nøjagtig dine fødder – nogle modeller skal inden førstegangsbrug opvarmes for på den måde at tilpasse sig foden bedre, mens andre er mindre tekniske og stadig yder god støtte.

For at finde den perfekte indlægssål bør du få lavet en profil af din fod, for eksempel ved scanning. Læs mere om scanning her.

Skafterne fås i forskellige højder. Jo højere de er, desto mere støtte giver de til anklerne, men samtidig låser de også benet fast. Derfor afhænger valg af skaftlængden af, om du har brug for ekstra støtte eller om du i stedet har brug for benets fri bevægelighed på grund af usikkert underlag.

 

Kilde: www.opdagverden.dk & www.growingfeet.dk

Kurv er opdateret Produkt fjernet fra kurven Produkt tilføjet til kurven Din saldo er for lav til at lægge denne vare i kurv Din saldo er for lille, men du har mulighed for selv at betale det overskydende Du har ikke nok på saldoen.